Hvordan bevarer man et sundt selvværd mens man dater?

Noget af det sværeste ved at være langtids single, som jeg efterhånden betragter mig selv (nu single på tredje år), er at bevare gejsten. For efter så og så mange dates, og måske endda længere dating forløb på op til flere måneder, der stadigvæk ikke bar frugt i sidste ende, er det nemt at give op. Man sætter sig tilbage i sofaen, og kan ikke lade være med at få tanken ‘hvad er der galt med mig, hvorfor er der ingen der vil have mig?’. Selvom det også er sjovt og spændende at møde nye mennesker, så kan det tære på de flestes selvværd i længden at være single.

Føler du, at du anstrenger dig mere end ham?

Noget af det jeg selv synes er meget frustrerende, er at jeg ofte føler at jeg giver mere i relationerne end de mænd, som jeg dater, gør. Når jeg har en date, går jeg og forbereder mig på daten, planlægger og tænker på at det skal være så god en oplevelse som muligt (nok mere for ham end mig i virkeligheden). Derudover går jeg også mellem vores dates og spekulerer enormt meget over hvad den anden tænker om mig, hvad den anden laver nu, om jeg er i hans tanker osv. Ofte kommer tankerne derfor også meget hurtigt til at køre i en negativ spiral, når SMS’erne ikke lige tikker ind så hurtigt som jeg havde håbet.

Læs også ‘hvorfor svarer han ikke tilbage’

Tidligere var min store frustration ofte, at jeg syntes at jeg anstrengte mig så hårdt på at behage den anden, og så alligevel endte med at få beskeden fra fyren: ‘jeg kan ikke helt føle det i maven, så jeg synes vi skal stoppe med at ses’. Samtidigt kunne jeg i lang tid heller ikke lade være med at blive usikker på mig selv; hvorfor bliver ingen fyre forelskede i mig. Der må være noget galt med mig. Jeg er kun god nok til at have sex med. Hvorfor kan ingen elske mig osv.

Grubler du og overanalyserer en afvisning?

Sommetider, selvom afvisningen var baseret på noget så overfladisk som et billede, kunne jeg bruge timer på bagefter på at gruble over, om det ville være bedre om jeg gjorde noget ved mit hår, eller skulle jeg måske tabe mig, for at få flere matches på Tinder.  F.eks. når man har swipet til højre på Tinder, og fyren ikke swiper tilbage. …det bliver ikke mere ligegyldigt overfladisk, men alligevel tror jeg alle kan nikke genkendende til den klump i maven man får. Selvom det er ren overflade man bliver valgt fra på baggrund af, gør det altså alligevel lidt naller; er jeg ikke lækker nok? Man skifter profil status og søger på pigerne på Tinder: ‘Åh nej, de ser allesammen bedre ud end mig’. Eller f.eks. et eksempel jeg havde for et år tilbage på Elitedaters, hvor en fyr direkte skrev ‘jeg er ked af det, jeg bliver nødt til at sige nej tak, du er bare ikke lækker nok’, efter jeg havde sendt ham nogle billeder. Sommetider kan andre mennesker’s dom være lige på og hård. Det er ikke alle, der er hensynsfulde nok til at pakke det ind. Selvom man nok kan sidde rationelt at fortælle sig selv, at en eller anden fyr på Tinder’s mening om en kan være fuldstændig ligegyldig, så er det altså noget der kræver mental træning ikke at internalisere.

Her hjalp det mig til en ny erkendelse at snakke med andre singler. F.eks. oplevede jeg meget hurtigt, at alle de fyre og piger, jeg talte med, der datede online, havde mange af de samme tanker og oplevelser som mig. Alle havde prøvet at blive afvist og alle følte sig sårbare. Selv de smukkeste mest attraktivemænd og kvinder, havde oplevet at blive afvist, også på deres udseende endda.

Derfor indså jeg, at det simpelthen er et vilkår ved at date, at alle bliver afvist. Skulle man internalisere enhver afvisning, som at man ikke var god nok til at få en kæreste, eller var værdig til at modtage en andens kærlighed, ville i alle sammen uværdige. Derfor måtte der være noget galt med måden jeg datede på, snarere end der var noget galt med mig. Og der var i hvertfald minimum 2 ting galt med måden jeg datede på:

  1. Jeg tog enhver afvisning alt for nær og brugte alt for meget tid på efterfølgende at gruble over hvad der gik galt, hvad der var galt med mig, hvad jeg kunne gøre bedre til næste gang osv.
  2. Forsøgte konsekvent at lave om på mig selv, for at imponere fyren.

Mit andet problem, dvs. projektet med at lave mig selvom, indså jeg ret hurtigt var en direkte konsekvens at grublerierne, der blev udløst af afvisningen. Dvs. mit første problem var at ‘behandle’ mit første problem: at jeg tog afvisningerne personligt, at jeg internaliserede dem og gjorde dem til sandheden om mig selv. Hvis en fyr ikke synes jeg er værd at forelske sig i, er jeg ikke værd at forelske sig i. En ting er at rationelt erkende at dette er en fejlslutning. Som jeg skrev tidligere, hvis dette skulle være sandt skulle vi alle sammen være uværdige til kærlighed, da ingen går gennem livet uden en afvisning.

Udskydelse og positiv selvbekræftelse – virkningsfuld men kortsigtet

Istedet for at bearbejde det rationelt, som oftest har det med ikke at virke når ens ‘automatiske reaktionsmønster går igang’, har jeg i mange år brugt mindfullness som en metode til at stoppe grublerierne. Efter at have forsøgt med alle mulige teknikker, bl.a.:

  • Udskydelse – f.eks. man ved i baghovedet at en afvisning er på vej, man har f.eks. ikke hørt fra fyren længe, men undgår at konfrontere ham, stikker hovedet mellem benene og prøver at bilde sig selv ind, at hvis man bare gemmer sig længe nok, kan man måske undgå afvisningen på magisk vis. Lidt ligesom en eksamensopgave, man venter med at skrive til aller sidste øjeblik.
  • Positiv selvbekræftelse – f.eks ved at stille sig foran spejlet hver morgen, eller særligt før en date, og bekræfte sig selv i at man er smuk, klog og sjov nok.

Begge teknikker nævnt her oplever jeg, har en meget kortsigtet effekt. Udskydelsen virker lidt efter devisen at tisse i bukserne, det har en kortvarigt virkning, der kan virke som en umiddelbar lettelse af ubehaget, men før eller siden vil ubehaget, man forsøger at udskyde, uundgåeligt dukke op. Ligesådan har den positive selvbekræftelse en umiddelbar kortsigtet virkning, hvor man ligesom kan pumpe sig selv op, men ender i virkeligheden med at bekræfte præmissen om at jeg kun er hver at elske, hvis jeg er smuk, klog og sjov. Det ender således med at forstærke følelsen af, at jeg skal bekræftes i disse egenskaber, før jeg er elskelig.

Langsigtede teknikker til at opbygge sundt og stærkt selvværd:

Derfor er det et af mine store ønsker med denne blog, at kunne bringe lidt mindfulness ind i dating livet, fordi jeg om nogen ved at det kan være hårdt for selvtilliden at begive sig ud på dating markedet.

For at nævne et par konkrete teknikker jeg vil anbefale, som jeg selv har haft gavn af:

  • Se udyret i øjnene, konfronter det du frygter. Har du fornemmelsen af at han ikke er interesseret, så træk det ikke i langdrag, spørg direkte. Det bliver kun værre af at udskyde det, da det vil generere endnu mere analyseren og tankemylder.
  • Når afvisningen er kommet. Indse det faktum, at du absolut intet får ud af at analyse og gruble over hvad der var galt med dig, siden han ikke er forelsket i dig. Der er ikke en dybere forståelse eller mening at hente. I hvert fald ikke en dybere forståelse af dig selv, som vi ofte tror vi kan komme frem til. Selvom du får en forklaring fra ham, altså en årsag eller grund til at han ikke ønsker at ses, er det hans subjektive perspektiv. Eller rettere det handler om hans egen psykologiske tilknytningsmekanisme, der i øvrigt hvis vi skal gå ind i de psykologiske mekanismer, handler om et helt primitivt kærlighedsprog, som er grundlagt i den tidlige barndom, som grundlæggende betyder at vi leder efter en dynamik, der afspejler det tidlige mor-barn forhold, som jeg kommer ind på i mit blog post, ‘Hvorfor svarer han ikke tilbage’. Summasummarum, det har intet med dig at gøre.
  • Hvis tankerne bliver ved med at kredse om ‘hvorfor kunne han ikke lide mig?’ ‘Hvad er der galt med mig?’ ‘Skal jeg altid være alene?’ ‘Kan ingen elske mig?’ – Lad være med at kæmpe imod dem, accepter at din autopilot er blevet slået til, men at det blot er tanker. Ikke sandheden om dig. Jeg plejer at visualisere det for mig selv som vejrsystemet, forestil dig at du ligger på en græsplæne om sommeren og kigger op på himlen, sommetider kommer der en sky ind over himlen, skyer kommer og går, selv hvis det bliver regn, klarer det op igen. Sådan er tanker også. Ingen tanker er vedvarende, faktisk er der ikke noget så flyvsk som tanker. Til gengæld, hvis der er noget der kan få en tanke til at blive hængende i længere tid, er det hvis man bliver ved at fokusere på den, går ind i den, begynder at vende og dreje den. Derfor handler det op om at lære at frakoble opmærksomheden på tanken, det kan godt være den rumsterer i baghovedet, det må den gerne, den må gerne være der, men vi vil ikke fokusere på den. Du kan bruge vejrtrækningsøvelser, lytteøvelser eller visualiseringsteknikker til at skyde din opmærksom væk fra grubleriet. Find det der virker bedst for dig. Jeg har personlig selv fundet fantastisk god brug af Maj Wismann’s audio kursus ‘single på den fede måde’, som giver nogle virkelig brugbare og effektive redskaber til at slippe bitterhed, nervøsitet og negative selvbilleder som single.

Læs også ‘de mest almindelige grunde til du stadig er single’