utroskab

Brevkasse: Jeg tror han dater andre piger

Hej Brevkasse

Jeg har datet en fyr i snart 4 måneder, som jeg er ret vild med ham, og kunne godt tænke mig at tage ‘skal-vi-være-eksklusive-snakken’, men har ret meget på fornemmelsen, at han stadig ser andre piger. Jeg frygter med andre ord lidt han vil blive skræmt, hvis jeg lægger op til at vi skal være seriøse. Det skal siges, at han er en notorisk drengerøv, og det vidste jeg fra starten, sådan en der ikke vil binde sig, selvom han er godt oppe i 30’erne. Jeg er selv i starten af 30’erne og synes heller ikke jeg har lyst til at spilde tiden på én, som det aldrig bliver seriøst med. Skal jeg give ham et ultimatum, og sige at jeg ikke ønsker at vi skal ses mere, hvis han bliver ved med at ses med andre piger?

Hilsen den frustrerede

Svar:

Kære den frustrerede

Først og fremmest, dejligt at du har mødt en fyr du er vild med. Det er altid et godt udgangspunkt, som jeg plejer at sige. Jeg tror de fleste kvinder kender til den type fyr du her beskriver, drengerøven, Peter Pan typen, kært barn har mange navne. Selv Peter Pan typen slår sig som oftest ned i sidste ende, så jeg vil ikke sige, du skal holde dig væk, som udgangspunkt. Men at bruge ultimata på en drengerøv, hvis ypperste værdi og mål i tilværelsen er personlig frihed, vil sjældent have en positiv effekt. Jeg tror du først og fremmest må indstille dig på, at hvis du vil være sammen med ham, må du acceptere hans frihedstrang. Dermed ikke sagt at du nødvendigvis skal acceptere at være i et åbent forhold. Jeg ville tage en åben og ærlig snak med ham. En snak, hvor du stille og roligt, men direkte spørger ham, hvor han føler I er på vej hen. Simpelthen for at forventningsafstemme. Svarer han så her undvigende eller generelt, noget i retning af, at han bare ser jer, som to mennesker, der nyder hinandens selskab, så ville jeg her vælge at melde klart ud, at du synes han er et dejligt bekendskab, som du godt kunne tænke dig at udvikle et mere seriøst forhold til. Her giver du så mulighed for at han ærligt kan sige, om det er noget han er interesseret i. Du ødelægger ikke noget ved at tage en direkte snak med ham. Det er en misforstået forestilling kvinder har, at hvis blot man går som katten omkring den varme grød, så opdager fyren måske ikke hvordan man føler, og man lægger derfor ikke pres på. De fleste fyre med et minimum af social intelligens forstår godt kvinders signaler med hyppige SMS’er etc. Derfor, en ærlig snak er hvad, du kommer længst med.

Held og lykke fra Signe